lørdag den 22. december 2007

I aften er det juleaften!


I hvert fald her, for Emilie er hos sin far den 24.
Lige nu sidder hun og spiller på sin helt nye, og egen, spillekonsol.
Jeg har givet hende en v-smile og hun har fået tre spil af mormor og morfar. Det skal vi nok få meget glæde af.

torsdag den 20. december 2007

Hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat?

Mor skal vi lege købmand? Hvorfor ikke? Hvorfor er du syg? Vil du bare sidde der? Nå. Vil du så ikke lege købmand?

Hvad skal du hente? Hvad er klokken? Jeg vil ikke have te. Hvad kan jeg så få? Har du ikke andet end kakao? Jeg vil ikke have mælk. Hvad har du så? Jo, du har da noget! Prøv at åbne skabet. Du har da boller. Jeg er i gang med en bolle. Okay, så spiser jeg min bolle færdig først.

Mor mor! Jeg sidder fast bag sofaen! Nej, jeg ved ikke, hvordan jeg kom derned. Den var der bare pludselig. Hyyyl moooaar! Jeg kan ikke komme ud. Aav moooaaar, det gør ondt, når du hiver i mit ben. Dumme sofa! Sådan tak. Dumme sofa. Hvorfor kommer der snot ud af din næse, når du står med hovedet nedad? Hvorfor står du så med hovedet nedad. Hvorfor skulle du da hjælpe mig ud fra sofaen? Hvad er klokken?

Mor hør, jeg kan sige alt det samme, som de siger i den Pippi-film, jeg ser nu. *Her følger 10 minutters gentagelse af alle replikker i pågældende film*

Hvorfor har du ondt i hovedet? Jeg er også syg. Eller nej, jeg har ikke ondt i ørerne, jeg har bare ondt i hovedet. Kan vi så ikke komme ned til banken i dag, og se hvad julemanden har lagt i sokken? Okay. Skal du så slappe af først. Moar? Hvad er klokken?

Hej her er Pippiiiii! Pippi det er miiiiig! Hvorfor må jeg ikke hoppe i sofaen? Nå. Hvad er klokken?

Moar.. Moar.. MOR!? Hvad er klokken? Jamen det skal jeg da vide, fordi jeg ikke VED hvad klokken er!

Så tager jeg det her pizza og den her banan. Så kommer du og køber. Hvorfor vil du ikke være med? Så gør jeg det selv. Hej hej bamse, så sagde vi, at du skulle købe penicillin og saftevand. Det ville du gerne have. Og cola. Så fik den cola. Kom nu bamse. Så kan du altså ikke være med. Jamen det skal du. Jeg kan jo ikke lege alene! Så skal du også købe noget. Jo, bamser har også brug for noget. Så sagde vi jo, at vi også hentede babyen. Så lægger vi det hele her i mors seng. Haha, se nu kan man slet ikke se dynen! Så skulle babyen sove og købmanden var lukket. Mor, hvorfor svarer du ikke? Hvorfor vidste du ikke, at jeg talte til dig?

Skal jeg i bad nu? Nu? Hvorfor nu? Nej, det gider jeg ikke. Hvorfor skal jeg? Jo, jeg vil gerne i bad, bare først om lidt. Hvad er klokken da?

Hej her er Piiiippiii! Pippi det er miiiig! HURRA HURRA HURRA for træets grønne top. Se jeg kan hoppe gennem stuen! Jeg er rolig. Jo, jeg er! Jeg synger da heller ikke særlig højt.

PYRUS PYRUS PYRUS-SALAT PYVERRUS-SALAT PEVERRUS-SALAAAAAAAT!!!!

Hvorfor ser du så træt ud, mor? Hvorfor sukker du? Hvad er klokken?

onsdag den 19. december 2007

Meget kan man sige om plastiklegetøj

Og en af tingene er, at man skal være meget glad for, at det rent faktisk er plastik og ikke rigtig pizza, salat, tun, frugt og chokolade, man finder som overraskelse under sin dyne.

mandag den 17. december 2007

Uden sut i nu 14 dage






Så derfor har jeg naturligvis holdt, hvad jeg lovede.

I dag fik Emilie sin første cykel.

Hun er super stolt og glæder sig til at prøve den udendørs i morgen.
Her til aften har hun kørt i mine forældres stue og deres køkken. Diverse bamser har også fået et par ture.

Beklager som sædvanlig billedkvaliteten. Nu er det jo en musiktelefon og ikke en kameratelefon.

søndag den 16. december 2007

Dansk er et svært sprog

Emilie snerrede et eller andet til mig og jeg sagde, at dét der sprog, det kunne hun godt lægge på hylden!

Emilie: Jamen mor, jeg har jo ingen hylde her!?

Det minder mig om en episode for nogle år siden, hvor min daværende mand og jeg sad og diskuterede et eller andet (formentlig noget fra fjernsynet), hvor han slutter af med at sige, at okay, nu ser vi det jo selvfølgelig også med farvede briller.
Hvorefter Mie, hans ældste datter, vender hovedet og studerer vores ansigter nøje (tydeligvis for at se hvilke briller, der var tale om), opgiver da der ikke er noget at se og vender sig derefter bort med en mine, der tydeligt viser, at nu rabler det da for os.

onsdag den 12. december 2007

På Roskilde eller i Roskilde?

Emilie: Må jeg godt se på billederne?

Mig: Hvilke billeder?

Emilie: Dem du fik på Roskilde? Med CO2.

Bagefter belærte hun mig om forskellen på "i Roskilde" og "på Roskilde". Hvis jeg altså ikke lige vidste det.
For man VED jo bare, at "på Roskilde" betyder Roskilde Festival. Hvis hun havde kendt ordet "indforstået", ville det være blevet brugt her.
Det må jeg have lært hende. Men alligevel... Er lidt imponeret.

mandag den 10. december 2007

Kalvehave kirke - der hvor humor er i højsædet

I torsdags var børnehaven til julegudstjeneste i Kalvehave kirke.
Ungerne havde ikke fattet en skid, men Emilie var færdig af grin, da jeg hentede hende, fordi de havde set ham der Jesus i underbukser.

Om aftenen spurgte min mor så, om de også havde set Hellige tre konger.

Emilie: "Hvem? Hvad er det? Nåh, mener du ham der præsten?"

torsdag den 6. december 2007

Alt imens alle andre børn tror, at kalenderpakker kommer fra julemanden,

er Emilie fuldstændig overbevist om, at det er postbuddet der kommer med hendes.

Meget underligt barn.

Klokken tre i nat vågnede hun og skulle tisse.
Hun var meget frisk og pladrede om alt mellem himmel og jord. Jeg prøvede mere at samle tankerne om, hvordan det nu lige var, at man tørrede barn efter endt toiletbesøg. Jeg sov lidt stadig.

Måske var det også pga mit søvngængeri, at jeg ikke lige kunne finde et brugbart svar, da Emilie havde bemærket, at der var kommet kalenderpakker i løbet af natten (ja, det er flertal. Der er to pakker om dagen. Noget bestikkelse i forbindelse med sut-stop) og frejdigt spurgte: "Mor, hvordan er posten egentlig kommet herind?".
Mit svar blev bare noget med "Ehm... det ved jeg altså ikke lige. Nu skal vi sove. Meget."

Barnet er tilsyneladende miljøskadet. Det er vist noget med, at jeg shopper ret meget på nettet (okay, det er et relativt begreb), og når der så kommer pakker med nye ting, ja, så er det jo faktisk posten, der kommer med dem.

Julemanden er vist bare sådan en, man møder rundt omkring, så han kan give pebernødder til børn.

Det er også okay. Jeg gider ikke at kæmpe for at binde hende en romantisk løgn på ærmet om, at det er julemanden, der kommer hver nat (sandt at sige ville jeg faktisk også skide i sengen af skræk, hvis jeg vågnede, og noget julemand lige listede forbi mig - okay, det ville jeg faktisk også, hvis postbuddet listede forbi).

Min far prøvede lidt det der med at forklare, at det var julemanden, der havde lagt dem. Gik ikke rigtigt. "Ih altså morfar, nej! Julemanden sender dem bare, det kan vi godt sige, og så kommer posten med dem!"
Ja helt ærligt, hvilket århundrede er det også lige, den morfar lever i?
Næste år forventer hun vel at få dem på mail. Så skal jeg bare lige skaffe en af de der printere, der kan printe ting.

Nå, men ungen har jo ret. Posten er faktisk kommet med de fleste af hendes pakker. Det er bare ikke ham, der lægger dem ind om natten.

Projekt uden sut

Det går faktisk rigtig godt fremad.
Til aften er jeg ikke blevet kaldt dumme mor, og klokken var kun lidt over 21, da hun faldt i søvn. Og der havde hun kun spurgt efter sutten et par gange.

Jeg synes, hun er dygtig!

Det er sgu hårdt for hende. For ja, sutter er som drugs. Og når man i næsten fire år har haft sådan en som bedste ven, så gør det ondt at skulle smide den ud og aldrig se den igen. Helt uden at have fået sagt rigtig farvel.

Så jeg forstår hende godt. De sidste aftener har jeg også "overhørt" hendes "dumme mor"-råb inde fra sengen.
Det er bare ikke tidspunktet at opdrage på. Og et eller andet sted, skal hun også have lov at komme af med frustrationerne.

Jeg ser frem til, at de første 14 dage er overstået.
Så har hun forhåbentlig glemt alt om den - især når hun får den cykel, hun har ønsket sig, og som jeg har lovet hende, når hun har været sutfri i to uger.

Mor, må jeg prøve dine handsker?

onsdag den 5. december 2007

Møn og Grønland - det er da det samme!

Her til aften var vi ovre ved Super Brugsen og se julemanden og de store Coca Cola lastbiler. Eller trækkere er det jo faktisk.

Emilie vandt en tegnekonkurrence. Hun vandt en isbjørn på en kælk og en lille radio. Så her sidder faktisk en lidt stolt mor.

Nå men altså, vi har rimeligt styr på teorierne omkring det der julemand.
Den lokale geografi er dog ikke helt i top.

Emilie: Mor, er det her Grønland?

Mig: Nej, det er Møn.

Emilie: NÅ!?

torsdag den 22. november 2007

Børn og perler i næsen

Vi har alle hørt om det.
Det der med forældre der er taget på skadestuen, fordi barnet havde stoppet en perle i næsen.

Emilie leger også ret meget med perler, og jeg har overvejet, hvornår det mon blev min tur til at stå med barn med perle i næsen.

Og helt ærligt, så vil jeg gøre temmelig meget for at slippe for skadestuen i den situation. For det første er der langt, og for det andet forestiller jeg mig, at de ikke rigtig kan gøre mere, end jeg selv kan.

Nå, men har altså stadig ikke prøvet det med perlen.

Til gengæld har jeg nu prøvet at pille sådan en upoppet popcorn ud.
Meget interessant projekt.
Sådan nogle bliver temmelig glatte, når de blandes lidt med snot, og de er ret svære at få fat i selv med en pincet.

En perle kan da ikke kræve en skid i forhold. Der er jo et hul at tage fat i.
Sådan en vil jeg hellere prøve, hvis der bliver mere af den slags.

onsdag den 14. november 2007

Jeg må have hørt forkert

Emilie: Den er pisse varm!

Mig: Ej, sådan siger man altså ikke.

Emilie: Det sagde jeg heller ikke!

Mig: Hvad sagde du ikke?

Emilie: Jeg sagde ikke pisse!

søndag den 11. november 2007

Emilies smarte huskeregel

Emilie og jeg har lige skrællet kartofler, og hun spurgte, hvorfor de skal koges.
Det leder naturligvis samtalen over på osmose, som er den eneste rigtige forklaring - i hvert fald den eneste rigtige som jeg kan finde ud af at give.

Osmose kan være et svært ord at huske, men som Emilie sagde, så kan man jo bare huske det, fordi det hedder kartoffelmos.

Og det kan man da. Det havde jeg da aldrig tænkt på.

lørdag den 10. november 2007

Haha! Det er min datter!

Emilie: Mor, jeg ønsker mig en transformer!

Mig: Til hvad? Hvad vil du bruge den til?

Emilie: Det ved jeg ikke. Ikke noget. Bare for at have den.

fredag den 2. november 2007

Fik aldrig blogget den her Emilie

Tror jeg i hvert fald ikke..

Emilie sidder i børnehaven og tegner:

Pædagog: Hvor er det fint! Er det skildpadder?

Emilie: Neeej (her kunne snildt have været indlagt et "FJOLS!"). Det er dødningehoveder!

Pædagog: Ehm.. Okay..

fredag den 12. oktober 2007

Peace Chris

Emilie: Se mor, det her med fingrende, det er Chris!

Mig: Heh.. Det er da Peace.

Emilie: Nååh.. Så Peace. Metal!

onsdag den 10. oktober 2007

Pokkers!

Mig *Snu*: Emilie, ved du hvad jeg rigtig godt kunne tænke mig?

Emilie *Forventningsfuld*: Nej?

Mig *Optimistisk*: Jeg kunne godt tænke mig at holde fri fra gymnastik og blive hjemme og se en film og spise popcorn!

Emilie *Smart*: Så kan vi bare skynde os rigtig meget hjem efter gymnastik og gøre det!?

Mig *Dalende optimisme*: Man kan ikke nå begge dele.

Emilie *Omsorgsfuld*: Nå mor.. Det var ærgerligt. Så må vi spise popcorn en anden gang.

Mig *ærgerlig*: Ja, det må vi vel..

torsdag den 4. oktober 2007

Sådan klarer en metaltøs drillerier i børnehaven


Emilie: Mor, hvis der er nogen der driller i børnehaven, så skal man bare gøre sådan her med hænderne og sige "Metal"!

Mig *færdig af grin*: HVAD skal man!?

Emilie: Sådan her med hænderne og sige "Metal".

Jeg hev straks barnet udenfor i lyset og tog et billede.

søndag den 26. august 2007

Emilie skal være storesøster, når hun bliver 4 år.

Ja, det siger hun da i hvert fald.
Endda har hun sagt det til ret mange, så det er pludselig blevet til et rygte, der kommer tilbage til mig af flere veje.

Jeg vil gerne slå fast, at det intet har på sig. Det har i hvert fald intet med mig at gøre.
Jeg er ikke gravid og har heller ikke planer om at blive det, så Emilie kan nå at få en lillesøster eller lillebror i hendes 4. år!

Så hvis ikke det er ren ønsketænkning fra hendes side, eller ren og skær misforståelse, så er det altså hendes far, der står for den produktion.

Emilie gider ikke fotograferes


Karina har ihærdigt forsøgt at tage et billede af Emilie. Det her blev det, hvor man bedst kan se hendes ansigt.

Billedet er faktisk taget i går aftes til Anitas fødselsdag, men telefonen havde åbenbart ikke sendt det.

tirsdag den 21. august 2007

Så blev jeg da sat på plads!

Emilie: Jamen mor, jeg vil gerne have to bamser med ud at handle!

Mig: Det får du ikke. Du kan tage én med. Det er mere end rigeligt.

Emilie:... Mor, jeg gider ikke at diskutere med dig! Så kommer du ikke med. Du kan gå over på toilettet!

lørdag den 18. august 2007

Hjælpsomme Emilie

Jeg sidder her i toget og tænker på, hvor dejligt det er, når Emilie er i godt humør.
Jeg elsker at køre i tog med hende. Hun er så rolig i forhold til de børn, der ikke er vant til at køre langt. Og så tager hun sig en del samtaler med sine medpassagerer. Til tider lange og enormt intelligente samtaler, så selv jeg må blive overrasket og faktisk også stolt.
I dag forklarede hun to mennesker, hvad det ville sige at være død.
Vi havde enormt meget bagage med i dag, og hun var så sød til at hjælpe med at bære og organisere det hele. Også selvom vi konstant fik hendes ballon i hovedet. Det gjorde andre mennesker også, selvom hun passede rigtig meget på. Men hun huskede at sige undskyld. Det er jeg meget glad for.
Da vi kom til Vordingborg, var der en mand der hjalp os med at bære nogle af vores ting hele vejen op. Så man får altså noget for sin hjælpsomhed. Også selvom det er af en helt anden. Det var vi meget taknemmelige for.
Når man giver noget godt ud, får man noget godt tilbage.
Emilies seneste store donation, var en klarvogn.
Vi havde en gammel klarvogn med i Paris - sådan at den kunne efterlades dernede.
Så den sidste dag gik Emilie over på legepladsen ikke så langt fra hotellet og gav den til en mor og hendes barn. De blev meget meget glade. Den almindelige borger i Paris har ikke ligefrem enden fuld af penge.
Så Emilie var glad. Hun taler stadig om, at hun har givet den til nogle, der så gerne ville have den.
Findes der egentlig noget, der er bedre end at give og gøre folk glade?

fredag den 17. august 2007

Venter på bussen




Sidste etape på strejkningen Aalborg - Kalvehave.
Her ligger Emilie og beundrer sin Minnieballon og sine nye sko. Bemærk de seje dødningehoveder. Dem er hun meget stolt af.

Tro det eller ej


Men Gothic Metal kan have en ganske beroligende effekt på 3 årige.
Hun faldt i søvn midt i Within Temptations nyeste album.

mandag den 6. august 2007

Og nu


Er Emilie også med.

Opladning


Jan og Emilies baby Emma putter lige lidt, inden turen går til Paris.

søndag den 5. august 2007

torsdag den 2. august 2007

Tid til is


Men det kræver lidt hjælp.

Tid til Simpsons


Sådan kan de sidde i timevis.
Emilie hævder selv, at det er Jan, der har lært hende at se det.

fredag den 13. juli 2007

Elsker da det barn!

Emilie: Mor, musik er en stor faktor i vores liv, ikke? Nemlig!

lørdag den 16. juni 2007

Jysk datter?

Jeg har lige opdaget, at Emilie er helt bevidst om sit jyske.

Hun leger en eller anden leg, der åbenbart foregår på jysk. Når hun så kommer til at sige noget på sjællandsk, siger hun "hov" og gentager sætningen på jysk. Det lyder fandme sjovt!

Jeg har aldrig troet, at hun var bevidst om det.
Efter jeg blev gjort opmærksom på det, har jeg godt bemærket, at hun skifter dialekt afhængig af, hvor vi er. Men det er jo meget normalt.

At hun ligefrem kan gøre det med vilje kom lidt bag på mig

onsdag den 6. juni 2007

Logik

Emilie: Nej mor, jeg er ikke din datter!

Mig: Hvorfor ikke det nu?

Emilie: Jamen det er jo fordi, jeg er morfars bedste ven!!

tirsdag den 29. maj 2007

Fra børn og fulde folk..

Nina og Emilie går rundt ude på gårdspladsen. Emilie har arrangeret, at de skal til fest. En rigtig eviggladfest, ifølge Emilie.

Jvf. tidligere indlæg om Emma-hårbørste, stiller min mor sig for sjov til at kalde: Emmaaaa! Emmaaa!

Efter flere kald uden respons, kigger Emilie op på Nina og siger: Hvor ER hun dog irriterende!

lørdag den 5. maj 2007

Kært barn har mange navne


Da Jan kørte en tur på genbrugspladsen i går, skulle Emilie selvfølgelig vinke.
Emilie: Hej hej!
Jan: Hej hej!
Emilie: God tur .. SKATTER!

onsdag den 18. april 2007

Mørke skyer

Emilie: Se mor, nu kan jeg se de mørke skyer. Så begynder det nok at regne.

Mig: Ja, prøv at se den rigtig store.

Emilie: Orv ja! Må jeg få den med hjem til min far!?

Mig: Det kan man altså ikke. Man kan ikke få dem ned fra himlen.

Emilie: Nå. Hm. Men hvad så med bare den lille?

mandag den 9. april 2007

Under aftensmaden

Emilie *Prøver at få et stykke kød på gaflen*: Mor, den her kød vil ikke. Den er hjælpeløs!

onsdag den 21. marts 2007

Sagt af Emilie

Da hun var på vej ud for at lege - troede jeg da.
"Hej hej! Nu skal jeg i skole. Min mand kommer og henter mig om lidt. Vi ses!"

søndag den 18. marts 2007

Ja, så må jeg da vente

Mig: Jeg elsker dig.

Emilie: Nej mor, Jan elsker mig!

Mig: Gør han det?

Emilie: Ja. Så må du altså vente til bagefter.

Mig: Nå okay..

torsdag den 22. februar 2007

Kan det nu også være rigtigt!?

Emilie: Så kan jeg sove på madrassen igen, når vi skal over til Jan på lørdag.

Mig: Hvilken madras? Og vi skal ikke over til Jan på lørdag.

Emilie: Nå!? Hvad skal vi så?

Mig: Vi skal være her.

Emilie: HER!? HERHJEMME!?

Mig: Ja.

Emilie: HELE weekenden?

Mig: Ja.

Emilie: Men hvad skal vi da så lave?

Mig: Det ved jeg ikke endnu.

Emilie: Nå.. HELE weekenden?

tirsdag den 13. februar 2007

Børnelogik

Emilie: Mere chokoladekiks!

Mig: *Sukker fordi barnet glemmer at spørge om hun må bede om*

Emilie: Hvad sagde du mor?

Mig: Jeg sukker. Og hvorfor tror du, at jeg gør det?

Emilie: Ehm.. Det er fordi det er Peter.. Øh.. Hvad hedder han? Det er fordi, der er nogen der banker! Peter Anker! Og sukkertop!