Hjælpsomme Emilie

Jeg sidder her i toget og tænker på, hvor dejligt det er, når Emilie er i godt humør.
Jeg elsker at køre i tog med hende. Hun er så rolig i forhold til de børn, der ikke er vant til at køre langt. Og så tager hun sig en del samtaler med sine medpassagerer. Til tider lange og enormt intelligente samtaler, så selv jeg må blive overrasket og faktisk også stolt.
I dag forklarede hun to mennesker, hvad det ville sige at være død.
Vi havde enormt meget bagage med i dag, og hun var så sød til at hjælpe med at bære og organisere det hele. Også selvom vi konstant fik hendes ballon i hovedet. Det gjorde andre mennesker også, selvom hun passede rigtig meget på. Men hun huskede at sige undskyld. Det er jeg meget glad for.
Da vi kom til Vordingborg, var der en mand der hjalp os med at bære nogle af vores ting hele vejen op. Så man får altså noget for sin hjælpsomhed. Også selvom det er af en helt anden. Det var vi meget taknemmelige for.
Når man giver noget godt ud, får man noget godt tilbage.
Emilies seneste store donation, var en klarvogn.
Vi havde en gammel klarvogn med i Paris - sådan at den kunne efterlades dernede.
Så den sidste dag gik Emilie over på legepladsen ikke så langt fra hotellet og gav den til en mor og hendes barn. De blev meget meget glade. Den almindelige borger i Paris har ikke ligefrem enden fuld af penge.
Så Emilie var glad. Hun taler stadig om, at hun har givet den til nogle, der så gerne ville have den.
Findes der egentlig noget, der er bedre end at give og gøre folk glade?